Så er jeg hjemme i Danmark igen, lidt tidligere end forventet. Jeg var så uheldig at blive kørt ned på min cykel af en motorcykel, så jeg brækkede benet og var tvunget til at rejse hjem til Danmark igen 2½ måned før tid. Det har været en utrolig frustrerende måde at skulle tage afsked med Vietnam på. Jeg skulle tage afsked med arbejdet på Sao Mai, oplevelserne i hverdagen, ferierne der var planlagt og de andre studerende og frivillige på en gang. Det var meget overvældende og svært at gøre.
Nu har jeg været hjemme i næsten 4 uger og det går heldigvis fremad med benet. Jeg har valgt at skrive om min hjemkomst og det at være i Vietnam, som en måde for mig at bearbejde det at rejse hjem. Jeg fik aldrig muligheden for at gøre mig tanker om hvordan opholdet havde været og fået det evalueret med mig selv.
Det har virkelig været en udfordring både personligt og fagligt at bo og arbejde i Vietnam. Der har været så mange indtryk hver eneste dag, og man skulle hele tiden bearbejde dem, reflektere over dem og prøve og se om man kunne få en forståelse af dem.
Nu når jeg sidder og kigger tilbage på hele mit forløb i Vietnam, var jeg i starten forarget over deres måde at gribe det pædagogiske arbejde an på, da deres metoder er så anderledes i forhold til vores. Jeg havde svært ved at se at de gjorde noget godt for børnene. I starten var det kun den ”negative kontakt/samvær” med børnene, jeg lagde mærke til. Alt det positive kunne jeg slet ikke få øje på, jeg var blændet af kulturforskellen og kunne kun se tingene igennem mine danske briller. Inden jeg tog af sted til Vietnam, var jeg opmærksom på at der ville være kulturforskel og vores metoder og tilgange ville være forskellige. Man kan bare aldrig forstille sig hvordan det er/bliver før man selv står i situationen og oplever det. Men efterhånden som jeg arbejdede i institutionen og jeg fik et større kendskab til landet og kulturen, begyndte jeg også at kunne få øje på den positive kontakt og samvær med børnene.
Kulturforskellen mellem Vietnam og Danmark er virkelig stor, blandt andet i det pædagogiske arbejde. I Vietnam er relationen til barnet ikke på samme måde vigtigt som i Danmark. Jeg har ind i mellem set nogle forskellige episoder, hvor man med sine danske øjne bliver dybt forarget, fordi det i Danmark er ulovligt. Det lidt pudsige er at Vietnam var det første land der underskrev børnekonventionen, der bl.a. siger at det er ulovligt at slå børn. Men ind i mellem oplevede man lærerinderne være så magtesløse overfor situationer med børnene, at de slog børnene. Nogle af lærerinderne manglede viden om at arbejde med børn der har vanskeligheder. Det var bl.a. virkelig svært at prøve at fortælle lærerinderne at børnene havde godt af at lære fx at spise selv, frem for at blive stopfodret eller tvangsfodret. I Vietnam ligger det som en del af kulturen at man fodrer sine børn. Det var derfor ikke altid let at opfordre børnene til at spise selv, da lærerinderne overtog hvis det gik for langsomt. En af de tanker vi studerende mest gik rundt med var, ”Hvordan kan vi studerende/udlændige fortælle og lære lærerinderne at børn med vanskeligheder har godt af at spise selv, når lærerinderne fodre deres egne ”normale” børn”? Det er en dybt frustrerende tanke, at det er svært at ændre, da det er et helt lands opfattelse og kultur at børn skal fodres. Jeg er overbevist om at vietnameserne vil det bedste for deres børn, mange har oplevet hungersnød og hvilket sikkert godt kunne være grunden til at de ikke ønsker deres børn skal opleve det. Mange af lærerinderne mangler erfaring og viden om at arbejde med børn der har vanskeligheder, derfor er det vigtigt at der er frivillige og studerende der hjælper med at udvikle lærerindernes kendskab til arbejdet.
Jeg var i en klasse med børn i alderen 2-3 år. Børnene havde forskellige vanskeligheder, nogle havde indlæringsvanskeligheder, nogle var autister og nogle af børnene havde andre problemer. Arbejdet med børnene var ikke svært, børnene var utrolig åbne overfor mig. De var meget mere modtagelige overfor kropssprog og mimik. En del af vores kommunikation foregik på dansk og vietnamesisk. Så min største frustration i klassen var i min kommunikation med lærerinderne, da deres engelsk var meget begrænset og mit vietnamesisk var næsten ikke eksisterende. Så derfor bestod vores kommunikation gennem kropssprog, mimik og en del fagter. Men voksne er ikke modtagelig på samme måde som børn. Min oplevelse var at vi havde svære ved at kommunikere sammen. Så derfor var det ikke altid nok med tålmodighed og gentagelse af mimik, kropssprog og fagter, derfor var der nogle gange behov for en tolk. Det var utrolig frustrerende til tider, at man slet ikke kunne forstå hvad lærerinderne sagde, og jeg følte ind i mellem at forståelsen for hvad jeg ville sætte i gang af fx aktiviteter gik tabt i oversættelsen. Der var nogle misforståelser mellem lærerinderne og jeg.
Jeg valgte derfor at tage en personlig udfordring ved at være tre dage i klassen med børn der havde cerebral parese. Det var tre dage jeg aldrig vil glemme. Det var lidt en befrielse at lærerinderne i denne klasse kunne lidt mere engelsk, jeg kunne bedre få forklaringer på børnenes handicaps, på hvad børnene ville fortælle mig. Lærerinderne i denne klasse var ikke bange for at sige mig i mod og de var mere åbne overfor at prøve at kommunikere med mig på trods af sprogbarrieren. Jeg ved godt det lyder mærkeligt at man sætter pris på at blive sagt i mod. I den første klasse var det rigtig frustrerende at der blev gjort ting bag min ryg, uden at jeg fik en forklaring. Så at være i en klasse hvor lærerinderne kunne forklare deres handlinger og var villig til at fortælle mig det, betød utrolig meget. Jeg følte mig respekteret og anerkendt, på en sjov måde.
Det var også rigtig rart at opleve at tingene foregik forskellige i klasserne, hvordan lærerinderne var overfor mig og børnene. For eksempel i den autistiske klasse jeg var i, fodret lærerinderne børnene, på trods af at de ikke havde fysiske handicaps. Hvor imod i klassen ”cerebral parese”, spiste de fleste af børnene selv, kun de børn som virkelig havde behov for hjælp blev fodret og ind imellem tvangsfodret. Men det var en rart at opleve forskellen, og se at nogle lærerinder virkelig gerne ville prøve at opfordre børnene til at spise selv.
Jeg har lært rigtig meget om mig selv, jeg ser det som en styrke at have prøvet at arbejde i et land hvor kulturen er så anderledes end i Danmark. Jeg har lært at være meget mere opmærksom på de små signaler børnene sender, lære at læse deres kropssprog bedre. Jeg har lært meget mere om mig selv, i forhold til at kunne forholde sig de frustrationer man møder i kultursammenstød. Jeg er blevet bekræftet i at jeg skal arbejde i specialområdet med småbørn.
Ved at komme hjem til Danmark igen, har været rigtig frustrerende. Jeg føler mig splittet, da jeg ikke er i praktik i Vietnam mere og heller ikke i Danmark. Jeg hører ikke rigtig til nogen steder. Det er utrolig hårdt at skulle høre om hvad de andre i Vietnam går og laver, fordi jeg stadig føler at det også burde være en del af min hverdag. Men det er det uheldigvis ikke, nu skal jeg fokusere på min genoptræning, så jeg er klar til eksamerne til september. Det er dog ikke det sidste i kan læse på min blog, der vil i løbet af juli komme et indlæg med en udvidet institutionsbeskrivelse om Sao Mai.
onsdag den 7. januar 2009
Institutionens pædagogik
Hvilken uddannelse har de ansatte på institutionen?
Personalet på Sao Mai har forskellige former for uddannelse, nogle er uddannet som lærerinder på universitetet og andre kommer direkte fra gymnasiet. Derfor er det heller ikke alle ansatte som har en uddannelse. I hver klasse er der dog en uddannet overlærerinde, der styre klassen og de andre lærerinder.
På Sao Mai er der også ansat talepædagoger disse har dog ikke nødvendigvis denne uddannelse. Men det er de dygtige lærerinder som ledelsen har forfremmet til talepædagoger.
Om personalet er uddannet inden for det pædagogiske felt eller ej, må det siges at de gør alt hvad der står i deres magt for børnene på Sao Mai. Desuden sørger dr. Lan for at frivillige fra hele verden, som os selv, ”efter uddanner” via workshops. Det er her personalet får deres viden omkring børn med særlige behov. Udover personalet som ”er på gulvet” er der en række folk med anden uddannelser, psykologer og psykiatere, de udreder børnene og laver børnenes ”individuelle” planer.
Hvilke faggrupper udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?
Her i Vietnam kender man ikke til faggruppen pædagoger. Så på Sao Mai er det lærerinderne der udfører det pædagogiske arbejde. Lærerinderne har dog ikke den store indflydelse på det pædagogiske arbejde, da der er strenge retningslinjer fra ledelsen om hvordan strukturen og aktiviteterne i klassen er sammensat. Det er primært undervisningen der ses som det pædagogiske arbejde. Undervisningen er struktureret læring og det er primært det samme de lærer som i Danmark, men bare en anden metode/tilgang. Deres tilgang til børnene er præget af det som vi i Danmark vil definere som det behavioristiske menneske syn. Ifølge det behavioristiske menneskesyn betragtes barnet som en tom tavle, som bare skal fyldes på. Barnet har ingen iboende kompetencer, men skal tillæres alt.
I Danmark betragter vi os selv som havende det hummanistiske menneskesyn, hvor barnet betragtes som at det netop har nogle iboende kompetencer, som kan udfoldes via forskellige stimuli i samspil med barnet.
Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børnene?
Det kan godt være svært at få en forklaring på de pædagogiske metoder, da der i samfundet er nogle forestillinger om hvordan børn skal opfører sig, disse forestillinger tager ikke hensyn til børn med særlige behov. Og det faktum at klasseværelserne er videoovervågede og ledelsen følger med, handler lærerinderne ikke altid efter deres egen overbevisning og har derfor svært ved at forklarer de pædagogiske overvejelser.
Når man har deres menneskesyn i mente oplever jeg at deres metode til undervisningen bliver forklaret. Der er nogle faste retningslinjer oppefra fra ledelsen dvs. at undervisningen er en traditionel træning med en forhåbning om at fremkalde en ønsket adfærd.
Desværre bliver der ikke set meget på den enkeltes adfærd men nærmere en generel adfærd som mål for alle børn. Dette skal igen forståes udfra at de i vietnam opdrager til en form for sammenhold, hvor vi i Europa og især Danmark opdrager individet, selvstændighed for individet.
På Sao Mai er der indført piktogrammer i alle klasser der skulle gøre hverdagen mere struktureret og forståelig for børnene. Disse bliver brugt flittigt, men jeg er i tvivl om hvorvidt lærerinderne forstår at anvende dem hensigtsmæssigt. De bliver ofte brugt lidt tilfældigt og de billeder der bliver brugt mest er dem hvor børnene skal sidde stille og være stille. De bruger dem ikke til at gøre strukturen mere overskuelig, men mere til at styre børnene når der er tale om uønsket adfærd.
Er den styret af en ”læseplan” eller andre centrale forordninger?
Jeg har endnu ikke set en læseplan på Sao Mai, men så vidt jeg har forstået skulle der være en. Måden undervisningen er sammensat på er styret ud fra børnenes alder og udviklingstrin. Formålet med undervisningen handler om de helt centrale kundskabs- og færdighedsområder dvs. hvad den traditionelle opdragelse dikterer skal kunnes. F.eks. at kunne tage sin jakke og sko på, kende navnene på dyr og frugter, vide hvordan de ser ud og føles. Alle børn har en individuel læseplan, men klassen er delt ind i to eller tre grupper med ca. 5 børn i hver. Børnene i grupperne modtager den samme undervisning, så det er svært at få øje på den differentierede undervisning bortset fra de grupper de er delt ind i.
I hver klasse hænger der en seddel, hvorpå der står de forskellige lærerigsmål står og hvor mange point det giver at kunne målet. Dvs. børnene bliver bedømt på hvor gode de er i hver undervisningslektion til det pågældende lærerigsmål. Jeg ved ikke hvor tit dette bliver taget op og vurderet ud fra hvert enkelte barn, men hvert barn har en mappe (barnets bog) hvori jeg vil tro disse informationer står.
Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?
Lærerinderne gør sig blandt andet didaktiske overvejelser om sammensætningen af børnene, i de små grupper i undervisningssituationerne. Børnene er fx opdelt i 2 eller 3 mindre grupper i klassen, hvor de er opdelt efter evne, sprog og færdigheder.
Jeg oplever nogle af lærerinderne fanger hvad der optager børnene og forsøger at bruge disse ting i undervisningen.
Jeg oplever dog ikke at der er de store overvejelser over hvordan tilgangen til børnene er og det de laver giver meget mening for børnene. De metoder de bruger er ikke tilpasset det enkeltes barns særlige behov, igen de skal passe ind i fællesskabet, ikke være individer
Lærerinderne vurderer hvilke børn som kan have lidt mere ansvar end andre.
Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?
Der lægges enormt meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai og at børnene skal fyldes med viden/lærdom. Læringen skal foregå gennem undervisning og det er vigtigt for dem at børnene kan sidde helt stille på deres stole mens de bliver undervist. Undervisningen foregår oftest enkeltvis dvs. at resten af børnene sidder og venter med et par klodser til det bliver deres tur, så meget af dagen forgår på siddende på en stol.
Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?
For mig må det uden tvivl være den struktureret undervisnings form og hele tanken bag mennesket. For mig er det helt absurd at arbejde ud fra dette grundsyn, men set med mine vietnamesiske briller giver det god mening og ud fra det de tror på. En anden ting der er en stor del af det pædagogiske element derhjemme, som har gjort stort indtryk på mig, er at børnene ikke selv for lov til at prøve noget fx det at spise, tage tøj på, rede seng osv., ting som vi der hjemme ville se som helt naturlige pædagogiske elementer og udvikling af selvstændighed som også er på dagsordenen her. Når de skal lærer disse helt elementære og uundværlige færdigheder modtager de undervisning i det, men når de så skal bruge det i praksis får de ikke lov, f.eks. madsituationen. Et andet eksempel er at vaske hænder, det får de undervisning i, men bliver ikke trænet i at gøre det når de har været på toilettet eller inden de skal spise, så de kan godt vaske fingre, men ved ikke hvornår man skal bruge det.
Hvordan ser en typisk dag – uge ud?
08:00-08:15 Børnene ankommer.
08:15-08:50 Morgen sang hvor der synges god morgen til hvert barn.
08:50-08:55 Toilet.
08:55-09:20 Social skills.
09:25-09:55 Kommunikation.
09:55-10:20 Motion, tv, musik.
10:25-11:00 Mad.
11:00-14:00 Middagslur.
14:10-14:35 Motor skills.
14:35-15:05 Kommunikation.
15:05-15:30 Snack.
15:30-16:00 Der synges farvel til hvert barn.
16.00-16.00 Børnene bliver hentet
De ting der undervises i er motor skills, social skills, language development/communication, game, exersice, drawing og write this.
Det er disse lektioner der undervises i på skift, der er fem lektioner i løbet af dagen, der er typisk en af lektioner der involvere at man bevæger sig den ligger oftest inden maden eller efter middagsluren.
Personalet på Sao Mai har forskellige former for uddannelse, nogle er uddannet som lærerinder på universitetet og andre kommer direkte fra gymnasiet. Derfor er det heller ikke alle ansatte som har en uddannelse. I hver klasse er der dog en uddannet overlærerinde, der styre klassen og de andre lærerinder.
På Sao Mai er der også ansat talepædagoger disse har dog ikke nødvendigvis denne uddannelse. Men det er de dygtige lærerinder som ledelsen har forfremmet til talepædagoger.
Om personalet er uddannet inden for det pædagogiske felt eller ej, må det siges at de gør alt hvad der står i deres magt for børnene på Sao Mai. Desuden sørger dr. Lan for at frivillige fra hele verden, som os selv, ”efter uddanner” via workshops. Det er her personalet får deres viden omkring børn med særlige behov. Udover personalet som ”er på gulvet” er der en række folk med anden uddannelser, psykologer og psykiatere, de udreder børnene og laver børnenes ”individuelle” planer.
Hvilke faggrupper udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?
Her i Vietnam kender man ikke til faggruppen pædagoger. Så på Sao Mai er det lærerinderne der udfører det pædagogiske arbejde. Lærerinderne har dog ikke den store indflydelse på det pædagogiske arbejde, da der er strenge retningslinjer fra ledelsen om hvordan strukturen og aktiviteterne i klassen er sammensat. Det er primært undervisningen der ses som det pædagogiske arbejde. Undervisningen er struktureret læring og det er primært det samme de lærer som i Danmark, men bare en anden metode/tilgang. Deres tilgang til børnene er præget af det som vi i Danmark vil definere som det behavioristiske menneske syn. Ifølge det behavioristiske menneskesyn betragtes barnet som en tom tavle, som bare skal fyldes på. Barnet har ingen iboende kompetencer, men skal tillæres alt.
I Danmark betragter vi os selv som havende det hummanistiske menneskesyn, hvor barnet betragtes som at det netop har nogle iboende kompetencer, som kan udfoldes via forskellige stimuli i samspil med barnet.
Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børnene?
Det kan godt være svært at få en forklaring på de pædagogiske metoder, da der i samfundet er nogle forestillinger om hvordan børn skal opfører sig, disse forestillinger tager ikke hensyn til børn med særlige behov. Og det faktum at klasseværelserne er videoovervågede og ledelsen følger med, handler lærerinderne ikke altid efter deres egen overbevisning og har derfor svært ved at forklarer de pædagogiske overvejelser.
Når man har deres menneskesyn i mente oplever jeg at deres metode til undervisningen bliver forklaret. Der er nogle faste retningslinjer oppefra fra ledelsen dvs. at undervisningen er en traditionel træning med en forhåbning om at fremkalde en ønsket adfærd.
Desværre bliver der ikke set meget på den enkeltes adfærd men nærmere en generel adfærd som mål for alle børn. Dette skal igen forståes udfra at de i vietnam opdrager til en form for sammenhold, hvor vi i Europa og især Danmark opdrager individet, selvstændighed for individet.
På Sao Mai er der indført piktogrammer i alle klasser der skulle gøre hverdagen mere struktureret og forståelig for børnene. Disse bliver brugt flittigt, men jeg er i tvivl om hvorvidt lærerinderne forstår at anvende dem hensigtsmæssigt. De bliver ofte brugt lidt tilfældigt og de billeder der bliver brugt mest er dem hvor børnene skal sidde stille og være stille. De bruger dem ikke til at gøre strukturen mere overskuelig, men mere til at styre børnene når der er tale om uønsket adfærd.
Er den styret af en ”læseplan” eller andre centrale forordninger?
Jeg har endnu ikke set en læseplan på Sao Mai, men så vidt jeg har forstået skulle der være en. Måden undervisningen er sammensat på er styret ud fra børnenes alder og udviklingstrin. Formålet med undervisningen handler om de helt centrale kundskabs- og færdighedsområder dvs. hvad den traditionelle opdragelse dikterer skal kunnes. F.eks. at kunne tage sin jakke og sko på, kende navnene på dyr og frugter, vide hvordan de ser ud og føles. Alle børn har en individuel læseplan, men klassen er delt ind i to eller tre grupper med ca. 5 børn i hver. Børnene i grupperne modtager den samme undervisning, så det er svært at få øje på den differentierede undervisning bortset fra de grupper de er delt ind i.
I hver klasse hænger der en seddel, hvorpå der står de forskellige lærerigsmål står og hvor mange point det giver at kunne målet. Dvs. børnene bliver bedømt på hvor gode de er i hver undervisningslektion til det pågældende lærerigsmål. Jeg ved ikke hvor tit dette bliver taget op og vurderet ud fra hvert enkelte barn, men hvert barn har en mappe (barnets bog) hvori jeg vil tro disse informationer står.
Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?
Lærerinderne gør sig blandt andet didaktiske overvejelser om sammensætningen af børnene, i de små grupper i undervisningssituationerne. Børnene er fx opdelt i 2 eller 3 mindre grupper i klassen, hvor de er opdelt efter evne, sprog og færdigheder.
Jeg oplever nogle af lærerinderne fanger hvad der optager børnene og forsøger at bruge disse ting i undervisningen.
Jeg oplever dog ikke at der er de store overvejelser over hvordan tilgangen til børnene er og det de laver giver meget mening for børnene. De metoder de bruger er ikke tilpasset det enkeltes barns særlige behov, igen de skal passe ind i fællesskabet, ikke være individer
Lærerinderne vurderer hvilke børn som kan have lidt mere ansvar end andre.
Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?
Der lægges enormt meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai og at børnene skal fyldes med viden/lærdom. Læringen skal foregå gennem undervisning og det er vigtigt for dem at børnene kan sidde helt stille på deres stole mens de bliver undervist. Undervisningen foregår oftest enkeltvis dvs. at resten af børnene sidder og venter med et par klodser til det bliver deres tur, så meget af dagen forgår på siddende på en stol.
Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?
For mig må det uden tvivl være den struktureret undervisnings form og hele tanken bag mennesket. For mig er det helt absurd at arbejde ud fra dette grundsyn, men set med mine vietnamesiske briller giver det god mening og ud fra det de tror på. En anden ting der er en stor del af det pædagogiske element derhjemme, som har gjort stort indtryk på mig, er at børnene ikke selv for lov til at prøve noget fx det at spise, tage tøj på, rede seng osv., ting som vi der hjemme ville se som helt naturlige pædagogiske elementer og udvikling af selvstændighed som også er på dagsordenen her. Når de skal lærer disse helt elementære og uundværlige færdigheder modtager de undervisning i det, men når de så skal bruge det i praksis får de ikke lov, f.eks. madsituationen. Et andet eksempel er at vaske hænder, det får de undervisning i, men bliver ikke trænet i at gøre det når de har været på toilettet eller inden de skal spise, så de kan godt vaske fingre, men ved ikke hvornår man skal bruge det.
Hvordan ser en typisk dag – uge ud?
08:00-08:15 Børnene ankommer.
08:15-08:50 Morgen sang hvor der synges god morgen til hvert barn.
08:50-08:55 Toilet.
08:55-09:20 Social skills.
09:25-09:55 Kommunikation.
09:55-10:20 Motion, tv, musik.
10:25-11:00 Mad.
11:00-14:00 Middagslur.
14:10-14:35 Motor skills.
14:35-15:05 Kommunikation.
15:05-15:30 Snack.
15:30-16:00 Der synges farvel til hvert barn.
16.00-16.00 Børnene bliver hentet
De ting der undervises i er motor skills, social skills, language development/communication, game, exersice, drawing og write this.
Det er disse lektioner der undervises i på skift, der er fem lektioner i løbet af dagen, der er typisk en af lektioner der involvere at man bevæger sig den ligger oftest inden maden eller efter middagsluren.
Målformulering
1. Jeg vil arbejde med min kommunikation mellem lærerinderne og mig, og mellem børnene og mig.
Hvordan: Det vil jeg gøre ved at være åben overfor sproget, prøve at lærer forskellige ord, der vil kunne bruges i hverdagen sammen med børnene og lærerinderne. I min dialog med lærerinderne vil jeg prøve og være tydelig og tale langsomt. I min kommunikation med børnene vil jeg bruge mit kropsprog, mimik og tale engelsk og dansk til dem, og bidrage med de vietnamesiske ord jeg har lært.
Hvornår: Målet er nået når jeg er blevet bedre til at kommunikere med lærerinderne og børnene.
2. Jeg vil gerne deltage aktivt i undervisningen og i hverdagen på Sao Mai.
Hvordan: Det vil jeg gøre ved at fokusere på to børn, som jeg følger igennem hele dagen. Jeg hjælper dem i undervisningen og laver aktiviteter sammen med dem. Jeg vil gennem min kommunikation med lærerinderne blive bedre til at finde ud af hvad jeg kan hjælpe til med i hverdagen. Finde ud af hvad min rolle er, i forhold til at være ”lærerinde og dansk studerende”.
Hvornår: Målet er nået når jeg føler at jeg er en del af den hverdag der er i min klasse.
3. Jeg vil tilegne mig viden om kulturen i landet.
Hvordan: Jeg vil rejse rundt og opleve forskellige steder i Vietnam. Tage på udflugter, besøge museer og deltage i arrangementer jeg bliver inviteret til.
Hvornår: Målet er nået når jeg har lært mere omkring Vietnam og vietnameserne. Hvilke traditioner og værdier de har.
Hvordan: Det vil jeg gøre ved at være åben overfor sproget, prøve at lærer forskellige ord, der vil kunne bruges i hverdagen sammen med børnene og lærerinderne. I min dialog med lærerinderne vil jeg prøve og være tydelig og tale langsomt. I min kommunikation med børnene vil jeg bruge mit kropsprog, mimik og tale engelsk og dansk til dem, og bidrage med de vietnamesiske ord jeg har lært.
Hvornår: Målet er nået når jeg er blevet bedre til at kommunikere med lærerinderne og børnene.
2. Jeg vil gerne deltage aktivt i undervisningen og i hverdagen på Sao Mai.
Hvordan: Det vil jeg gøre ved at fokusere på to børn, som jeg følger igennem hele dagen. Jeg hjælper dem i undervisningen og laver aktiviteter sammen med dem. Jeg vil gennem min kommunikation med lærerinderne blive bedre til at finde ud af hvad jeg kan hjælpe til med i hverdagen. Finde ud af hvad min rolle er, i forhold til at være ”lærerinde og dansk studerende”.
Hvornår: Målet er nået når jeg føler at jeg er en del af den hverdag der er i min klasse.
3. Jeg vil tilegne mig viden om kulturen i landet.
Hvordan: Jeg vil rejse rundt og opleve forskellige steder i Vietnam. Tage på udflugter, besøge museer og deltage i arrangementer jeg bliver inviteret til.
Hvornår: Målet er nået når jeg har lært mere omkring Vietnam og vietnameserne. Hvilke traditioner og værdier de har.
Institutionsbeskrivelse
Morningstar Center er en skole for børn med indlæringsvanskeligheder og psykisk og fysisk handikappede.
På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet.
Dr. Lan som har grundlagt og er leder for Morningstar Center, åbnede i 1995 en lille institution Bach Mai, med plads til 15-20 børn. Hun kunne dog hurtigt se at behovet for flere institutionspladser og derfor begyndte hun i 1998 at planlægge opførelsen af Sao Mai som stod færdig i 2002. I dag fungerer Sao Mai som ”Hovedinstitution” for Morningstar Center, Med Bach Mai som en ekstern afdeling.
Hun startede dette projekt på baggrund af, at der i Vietnam (Ha Noi) ikke fandtes institutioner for udviklingshæmmede børn og unge. Da grænserne blev åbnet, rejste Dr. Lan til Europa, nærmere betegnet Holland, Belgien og Tyskland, hvor hun stiftede bekendtskab med den Europæiske måde, at arbejde med børn og unge indenfor autismespektret. Morningstar Center er bygget med intentioner om at arbejde hen imod den Europæiske pædagogik og struktur.
Hele institutionen er sammenlagt under navnet Trung Tam Sao Mai, på engelsk Morningstar Center. Der er ca. 200 elever i alderen 2-17 år. Klasserne er opdelt i tre forskellige kategorier; Børn med autistiske træk, børn med Downs Syndrom, og børn med cerebral parese. I hver klasse er der ca. 15 børn, 3 lærerinder og evt. en frivillig.
Der er ca. 44 lærere, 3 psykologer, 10 ”talepædagoger”, 1 fysioterapeut og 15 andre medarbejdere som indbefatter køkkenpersonale, pedeller, cafedame osv. På Sao Mai findes der udover det faste personale, en masse frivillige. Alt fra os som pædagogstuderende fra Danmark til studerende der kommer her til fra andre lande, for at hjælpe med forældresamarbejde osv. Udover os er der på stedet en pensioneret lærer fra England. Han underviser Lærerinderne i at arbejde med børn med særlige behov, da de fleste kun har en uddannelse inden for normalområdet, eller slet ingen.
Sao Mai Morningstar Center er en NGO (non government organization) det vil sige at de ikke får nogen støtte fra Staten/regeringen. Ligeledes er det en non-profit organisation, hvor forældrene betaler for deres børns skolegang. Forældrebetalingen er afhængig af indkomst, men ligger gennemsnitligt på 2,5 mio. dong. Herudover tilbydes der ekstra individuel sprogstimulering mod betaling.
Beliggenhed og fysiske rammer:
Sao Mai ligger på Vü Trong Phung gade i Q Thanh Xuân distriktet. Det ligger cirka 20 minutters kørsel væk på cykel i morgentrafikken, fra vores hus der ligger i Quan Dong Da distriktet.
Sao Mai har 2 indgange, en hovedindgang som forældre, børn og personale bruger. Der er også en indgang i caféen, som vi typisk bruger. I caféen har de ældste børn mulighed for at komme i jobtræning. Udover i stueetagen er der en klasse med børn med autistiske træk, et kontor for forældrerådgivning, et kontor for skolesygeplejersken, 2 opstartsrum hvor børnene bliver testet i diverse færdigheder, før de bliver diagnosticeret og placeret i en klasse. I stueetagen er der udgang til en lille legeplads.
På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet.
På 2. Sal er der 6 klasser, for børn med autistisk træk og børn med downs syndrom, der et formningslokale hvor børnene for undervisning i at tegne og male.
På 3. Sal findes der et stort konference lokale, kontorer, et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen og de bedste toiletter.
På 4. Sal er der 10 lokaler for sprogstimulering, de ældste børn lærer at læse skrive på denne etage, der er tre klasser med store børn, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene på denne etage har en gang om ugen mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Endvidere er der et tomt lokale hvor der står musiklokale på.
På 3. Sal findes der et stort konference lokale, kontorer, et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen og de bedste toiletter.
På 4. Sal er der 10 lokaler for sprogstimulering, de ældste børn lærer at læse skrive på denne etage, der er tre klasser med store børn, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene på denne etage har en gang om ugen mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Endvidere er der et tomt lokale hvor der står musiklokale på.
Inden afrejse
Jeg vil gerne dele mine tanker, jeg har her inden afrejse, med alle jer der følger min færden her på bloggen.
Mine tanker inden afrejse er meget blandede.. Jeg har svært ved at få styr på alle de tanker jeg gør mig. Lige nu er der kun 2 dage til vi rejser mod Hanoi. Det er på mange måder vildt skræmmende, fordi jeg ved ikke helt hvad det er jeg skal forvente mig af opholdet i Vietnam. Men samtidig er disse dage op til rejsen, nok også de mest afslappende og rolige dage jeg har haft i over en måned. Alt det praktiske er plads, det eneste jeg mangler er at pakke kufferten og tage med flyet. Men at sidde og skrive hvad der bliver den største udfordring, hvad der vil være svært, mine bekymringer osv. er rigtig svært at få formuleret. Alle mine følelser omkring det at skulle rejse, er meget blandede. Jeg håber der vil være mere klarhed i mine tanker, når først rejsen er begyndt, ellers er de endnu mere forvirrede. Det er ikke til at vide..
Jeg er helt sikker på at jeg vil møde rigtig mange udfordringer når jeg kommer derned, bl.a. sprogbarrieren, mødet med en anden kultur og det ikke at bo i Danmark mere. Disse er blandt nogle af de ting som jeg er helt sikker på bliver kæmpe udfordringer. Men den største udfordring bliver helt sikkert, når vi står ude i lufthavnen og skal sige farvel til vores familie. Jeg har aldrig før rejst ud i verdenen for at bo der i et halvt år før, derfor er jeg helt sikker på at det bliver en kæmpe udfordring og utrolig hårdt at skulle sige farvel til familien. Jeg kommer til at savne dem rigtig meget.
Jeg glæder mig rigtig meget til den kæmpe udfordring som jeg ved det bliver, glæder mig til at blive skubbet ud og lære hvordan det er at arbejde i udlandet. Jeg håber og tror på at jeg bliver styrket både som person og fagperson. Jeg tror at det at arbejde i et andet land, der gør tingene så meget anderledes end Danmark, vil udvikle en fagligt. Jeg tror man bliver mere klar over hvad ens værdier er, hvor ens grænser går og lære mere omkring en selv som person.
Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med børn, der har forskellige diagnoser. Samtidig tror jeg også at det bliver en faglig udfordring, da jeg ikke før har arbejde med den brugergruppe før. Men jeg tror det bliver en god udfordring da det er en brugergruppe, jeg gerne kunne tænke mig at få mere viden om. Det bliver samtidig en udfordring at fordi der er sprogbarrieren.
Den største personlige udfordring bliver helt sikkert det at bo i Vietnam i halvt år. Jeg skal vende mig til ikke bare at kunne tage mobiltelefonen og ringe til ens veninder eller familie, når der er et problem. Jeg kommer til at savne dem utrolig meget, jeg vil savne ikke bare at kunne ringe eller skrive. Nu er jeg pludselig afhængig af tidsforskellen, før jeg kan ringe hjem. Jeg kan godt være bange for de dage hvor man føler at det hele bare er irriterende og hvor man ønsker man var hjemme i Danmark. Jeg tror at en af mine styrker, når man har disse dag, er at jeg ikke er typen der giver op. Nogen gange må man sige til sig selv at dagen i morgen er en ny dag og en frisk start.
Men nu er der kun ganske kort tid til vi rejser af sted øst på. Jeg glæder mig utrolig meget på den oplevelse jeg ved der ligger forude. Jeg glæder mig til at kaste mig selv ud i situationer jeg ikke har været i før. Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve kulturen, landet og folket. Jeg er glad for at det ikke bare er en ferie, men at man får mulighed for at opleve landet lidt tættere på. Jeg glæder mig til at få den kæmpe oplevelse for livet…
Mine tanker inden afrejse er meget blandede.. Jeg har svært ved at få styr på alle de tanker jeg gør mig. Lige nu er der kun 2 dage til vi rejser mod Hanoi. Det er på mange måder vildt skræmmende, fordi jeg ved ikke helt hvad det er jeg skal forvente mig af opholdet i Vietnam. Men samtidig er disse dage op til rejsen, nok også de mest afslappende og rolige dage jeg har haft i over en måned. Alt det praktiske er plads, det eneste jeg mangler er at pakke kufferten og tage med flyet. Men at sidde og skrive hvad der bliver den største udfordring, hvad der vil være svært, mine bekymringer osv. er rigtig svært at få formuleret. Alle mine følelser omkring det at skulle rejse, er meget blandede. Jeg håber der vil være mere klarhed i mine tanker, når først rejsen er begyndt, ellers er de endnu mere forvirrede. Det er ikke til at vide..
Jeg er helt sikker på at jeg vil møde rigtig mange udfordringer når jeg kommer derned, bl.a. sprogbarrieren, mødet med en anden kultur og det ikke at bo i Danmark mere. Disse er blandt nogle af de ting som jeg er helt sikker på bliver kæmpe udfordringer. Men den største udfordring bliver helt sikkert, når vi står ude i lufthavnen og skal sige farvel til vores familie. Jeg har aldrig før rejst ud i verdenen for at bo der i et halvt år før, derfor er jeg helt sikker på at det bliver en kæmpe udfordring og utrolig hårdt at skulle sige farvel til familien. Jeg kommer til at savne dem rigtig meget.
Jeg glæder mig rigtig meget til den kæmpe udfordring som jeg ved det bliver, glæder mig til at blive skubbet ud og lære hvordan det er at arbejde i udlandet. Jeg håber og tror på at jeg bliver styrket både som person og fagperson. Jeg tror at det at arbejde i et andet land, der gør tingene så meget anderledes end Danmark, vil udvikle en fagligt. Jeg tror man bliver mere klar over hvad ens værdier er, hvor ens grænser går og lære mere omkring en selv som person.
Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med børn, der har forskellige diagnoser. Samtidig tror jeg også at det bliver en faglig udfordring, da jeg ikke før har arbejde med den brugergruppe før. Men jeg tror det bliver en god udfordring da det er en brugergruppe, jeg gerne kunne tænke mig at få mere viden om. Det bliver samtidig en udfordring at fordi der er sprogbarrieren.
Den største personlige udfordring bliver helt sikkert det at bo i Vietnam i halvt år. Jeg skal vende mig til ikke bare at kunne tage mobiltelefonen og ringe til ens veninder eller familie, når der er et problem. Jeg kommer til at savne dem utrolig meget, jeg vil savne ikke bare at kunne ringe eller skrive. Nu er jeg pludselig afhængig af tidsforskellen, før jeg kan ringe hjem. Jeg kan godt være bange for de dage hvor man føler at det hele bare er irriterende og hvor man ønsker man var hjemme i Danmark. Jeg tror at en af mine styrker, når man har disse dag, er at jeg ikke er typen der giver op. Nogen gange må man sige til sig selv at dagen i morgen er en ny dag og en frisk start.
Men nu er der kun ganske kort tid til vi rejser af sted øst på. Jeg glæder mig utrolig meget på den oplevelse jeg ved der ligger forude. Jeg glæder mig til at kaste mig selv ud i situationer jeg ikke har været i før. Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve kulturen, landet og folket. Jeg er glad for at det ikke bare er en ferie, men at man får mulighed for at opleve landet lidt tættere på. Jeg glæder mig til at få den kæmpe oplevelse for livet…
Faglige Krav
Obligatoriske elementer i rejesebloggen. Tidsangivelserne skal overholdes
A: Beskriv i bloggen dine overvejelser (Inden opholdet) - det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er… - den største faglige udfordring tror jeg bliver … - den største personlige udfordring tror jeg bliver … - min største bekymring er … - Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er … - Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok .. - Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket
B: Institutionsbeskrivelse. (Efter 4 uger) Præsentation af jeres institution, herunder: Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning. - hvordan ser den ud? Hvor ligger den? giv læseren en beskrivelse suppler med billeder, - hvilken samfundsmæssig funktion har institutionen - hvordan er den placeret indenfor det administrative system (hvilket ministerium, evt. hvilken international organisation, lovgrundlag e. lign., der beskriver institutionens overordnede formål). - er den privat, hører den til en organisation, får den tilskud fra staten, ”community” eller hvorfra? - er der forældrebetaling/brugerbetaling? - Normering
C: Beskriv dine mål. (Efter 6 uger) Hvad ønsker du at opnå med din praktik, Hvilke mål har du sat dig. Hvilken viden vil du få brug for for at nå dine mål? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?
D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger) - hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen - hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark - (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) - hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? - er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger - hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte - hvilke sider af læringen lægges der vægt på - hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig - hvordan ser en typisk dag – uge ud?
E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.
F: Om kulturen. (Efter 16 uger) - hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper - og har det noget betydning)? - hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)? - hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det? - hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv? - Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinier som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?
G: Indlæg i bloggen om: (Inden hjemrejsen) Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? - Fx udfra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? - På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold - Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig - andet
H: Efter hjemkomsten. Afrunding af din blog. Skriv en kort opsamling og fx lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.
A: Beskriv i bloggen dine overvejelser (Inden opholdet) - det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er… - den største faglige udfordring tror jeg bliver … - den største personlige udfordring tror jeg bliver … - min største bekymring er … - Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er … - Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok .. - Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket
B: Institutionsbeskrivelse. (Efter 4 uger) Præsentation af jeres institution, herunder: Institutionens lovmæssige tilhørsforhold og samfundsmæssige betydning. - hvordan ser den ud? Hvor ligger den? giv læseren en beskrivelse suppler med billeder, - hvilken samfundsmæssig funktion har institutionen - hvordan er den placeret indenfor det administrative system (hvilket ministerium, evt. hvilken international organisation, lovgrundlag e. lign., der beskriver institutionens overordnede formål). - er den privat, hører den til en organisation, får den tilskud fra staten, ”community” eller hvorfra? - er der forældrebetaling/brugerbetaling? - Normering
C: Beskriv dine mål. (Efter 6 uger) Hvad ønsker du at opnå med din praktik, Hvilke mål har du sat dig. Hvilken viden vil du få brug for for at nå dine mål? Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?
D: Institutionens pædagogik (Efter 10 uger) - hvilken uddannelse har de ansatte i institutionen - hvilke(n) faggruppe(r) udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark - (hvilke pædagogiske uddannelser findes der i landet) - hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børn eller brugere? - er den styret af en “læseplan” eller andre centrale forordninger - hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte - hvilke sider af læringen lægges der vægt på - hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig - hvordan ser en typisk dag – uge ud?
E: Indlæg i bloggen (Efter 12 uger) Indlægget skal indeholde en beskrivelse af din hverdag således at studerende i Danmark kan få et realistisk indblik i denne. Du må altså gerne skrive noget om hvorledes livet uden for praktikken ser ud, men der skal også være beskrivelser fra din institutionshverdag.
F: Om kulturen. (Efter 16 uger) - hvilke grupper benytter institutionen (er den f.eks. domineret af eller ligefrem forbeholdt specielle sociale, religiøse, politiske, etniske grupper - og har det noget betydning)? - hvordan rummes forskellige kulturtræk i institutionens liv (religion, politiske forhold, mindretal mv.)? - hvilke højtider og fester holder man, og hvordan gør man det? - hvordan inddrages forældrene/familierne i institutionens liv? - Hvilken institutionskultur er der på stedet. Er der diskussioner/refleksioner. Er der stærk styring fra ledelse. Er der udefra vedtagne retningslinier som er bestemmende for arbejdet/pædagogikken?
G: Indlæg i bloggen om: (Inden hjemrejsen) Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? - Fx udfra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? - På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold - Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig - andet
H: Efter hjemkomsten. Afrunding af din blog. Skriv en kort opsamling og fx lidt om at vende hjem samt et venligt farvel til dine læsere.
Abonner på:
Opslag (Atom)
