Efter hjemkomsten

Så er jeg hjemme i Danmark igen, lidt tidligere end forventet. Jeg var så uheldig at blive kørt ned på min cykel af en motorcykel, så jeg brækkede benet og var tvunget til at rejse hjem til Danmark igen 2½ måned før tid. Det har været en utrolig frustrerende måde at skulle tage afsked med Vietnam på. Jeg skulle tage afsked med arbejdet på Sao Mai, oplevelserne i hverdagen, ferierne der var planlagt og de andre studerende og frivillige på en gang. Det var meget overvældende og svært at gøre.

Nu har jeg været hjemme i næsten 4 uger og det går heldigvis fremad med benet. Jeg har valgt at skrive om min hjemkomst og det at være i Vietnam, som en måde for mig at bearbejde det at rejse hjem. Jeg fik aldrig muligheden for at gøre mig tanker om hvordan opholdet havde været og fået det evalueret med mig selv.

Det har virkelig været en udfordring både personligt og fagligt at bo og arbejde i Vietnam. Der har været så mange indtryk hver eneste dag, og man skulle hele tiden bearbejde dem, reflektere over dem og prøve og se om man kunne få en forståelse af dem.

Nu når jeg sidder og kigger tilbage på hele mit forløb i Vietnam, var jeg i starten forarget over deres måde at gribe det pædagogiske arbejde an på, da deres metoder er så anderledes i forhold til vores. Jeg havde svært ved at se at de gjorde noget godt for børnene. I starten var det kun den ”negative kontakt/samvær” med børnene, jeg lagde mærke til. Alt det positive kunne jeg slet ikke få øje på, jeg var blændet af kulturforskellen og kunne kun se tingene igennem mine danske briller. Inden jeg tog af sted til Vietnam, var jeg opmærksom på at der ville være kulturforskel og vores metoder og tilgange ville være forskellige. Man kan bare aldrig forstille sig hvordan det er/bliver før man selv står i situationen og oplever det. Men efterhånden som jeg arbejdede i institutionen og jeg fik et større kendskab til landet og kulturen, begyndte jeg også at kunne få øje på den positive kontakt og samvær med børnene.

Kulturforskellen mellem Vietnam og Danmark er virkelig stor, blandt andet i det pædagogiske arbejde. I Vietnam er relationen til barnet ikke på samme måde vigtigt som i Danmark. Jeg har ind i mellem set nogle forskellige episoder, hvor man med sine danske øjne bliver dybt forarget, fordi det i Danmark er ulovligt. Det lidt pudsige er at Vietnam var det første land der underskrev børnekonventionen, der bl.a. siger at det er ulovligt at slå børn. Men ind i mellem oplevede man lærerinderne være så magtesløse overfor situationer med børnene, at de slog børnene. Nogle af lærerinderne manglede viden om at arbejde med børn der har vanskeligheder. Det var bl.a. virkelig svært at prøve at fortælle lærerinderne at børnene havde godt af at lære fx at spise selv, frem for at blive stopfodret eller tvangsfodret. I Vietnam ligger det som en del af kulturen at man fodrer sine børn. Det var derfor ikke altid let at opfordre børnene til at spise selv, da lærerinderne overtog hvis det gik for langsomt. En af de tanker vi studerende mest gik rundt med var, ”Hvordan kan vi studerende/udlændige fortælle og lære lærerinderne at børn med vanskeligheder har godt af at spise selv, når lærerinderne fodre deres egne ”normale” børn”? Det er en dybt frustrerende tanke, at det er svært at ændre, da det er et helt lands opfattelse og kultur at børn skal fodres. Jeg er overbevist om at vietnameserne vil det bedste for deres børn, mange har oplevet hungersnød og hvilket sikkert godt kunne være grunden til at de ikke ønsker deres børn skal opleve det. Mange af lærerinderne mangler erfaring og viden om at arbejde med børn der har vanskeligheder, derfor er det vigtigt at der er frivillige og studerende der hjælper med at udvikle lærerindernes kendskab til arbejdet.

Jeg var i en klasse med børn i alderen 2-3 år. Børnene havde forskellige vanskeligheder, nogle havde indlæringsvanskeligheder, nogle var autister og nogle af børnene havde andre problemer. Arbejdet med børnene var ikke svært, børnene var utrolig åbne overfor mig. De var meget mere modtagelige overfor kropssprog og mimik. En del af vores kommunikation foregik på dansk og vietnamesisk. Så min største frustration i klassen var i min kommunikation med lærerinderne, da deres engelsk var meget begrænset og mit vietnamesisk var næsten ikke eksisterende. Så derfor bestod vores kommunikation gennem kropssprog, mimik og en del fagter. Men voksne er ikke modtagelig på samme måde som børn. Min oplevelse var at vi havde svære ved at kommunikere sammen. Så derfor var det ikke altid nok med tålmodighed og gentagelse af mimik, kropssprog og fagter, derfor var der nogle gange behov for en tolk. Det var utrolig frustrerende til tider, at man slet ikke kunne forstå hvad lærerinderne sagde, og jeg følte ind i mellem at forståelsen for hvad jeg ville sætte i gang af fx aktiviteter gik tabt i oversættelsen. Der var nogle misforståelser mellem lærerinderne og jeg.
Jeg valgte derfor at tage en personlig udfordring ved at være tre dage i klassen med børn der havde cerebral parese. Det var tre dage jeg aldrig vil glemme. Det var lidt en befrielse at lærerinderne i denne klasse kunne lidt mere engelsk, jeg kunne bedre få forklaringer på børnenes handicaps, på hvad børnene ville fortælle mig. Lærerinderne i denne klasse var ikke bange for at sige mig i mod og de var mere åbne overfor at prøve at kommunikere med mig på trods af sprogbarrieren. Jeg ved godt det lyder mærkeligt at man sætter pris på at blive sagt i mod. I den første klasse var det rigtig frustrerende at der blev gjort ting bag min ryg, uden at jeg fik en forklaring. Så at være i en klasse hvor lærerinderne kunne forklare deres handlinger og var villig til at fortælle mig det, betød utrolig meget. Jeg følte mig respekteret og anerkendt, på en sjov måde.
Det var også rigtig rart at opleve at tingene foregik forskellige i klasserne, hvordan lærerinderne var overfor mig og børnene. For eksempel i den autistiske klasse jeg var i, fodret lærerinderne børnene, på trods af at de ikke havde fysiske handicaps. Hvor imod i klassen ”cerebral parese”, spiste de fleste af børnene selv, kun de børn som virkelig havde behov for hjælp blev fodret og ind imellem tvangsfodret. Men det var en rart at opleve forskellen, og se at nogle lærerinder virkelig gerne ville prøve at opfordre børnene til at spise selv.

Jeg har lært rigtig meget om mig selv, jeg ser det som en styrke at have prøvet at arbejde i et land hvor kulturen er så anderledes end i Danmark. Jeg har lært at være meget mere opmærksom på de små signaler børnene sender, lære at læse deres kropssprog bedre. Jeg har lært meget mere om mig selv, i forhold til at kunne forholde sig de frustrationer man møder i kultursammenstød. Jeg er blevet bekræftet i at jeg skal arbejde i specialområdet med småbørn.

Ved at komme hjem til Danmark igen, har været rigtig frustrerende. Jeg føler mig splittet, da jeg ikke er i praktik i Vietnam mere og heller ikke i Danmark. Jeg hører ikke rigtig til nogen steder. Det er utrolig hårdt at skulle høre om hvad de andre i Vietnam går og laver, fordi jeg stadig føler at det også burde være en del af min hverdag. Men det er det uheldigvis ikke, nu skal jeg fokusere på min genoptræning, så jeg er klar til eksamerne til september. Det er dog ikke det sidste i kan læse på min blog, der vil i løbet af juli komme et indlæg med en udvidet institutionsbeskrivelse om Sao Mai.