Det har virkelig været en fed oplevelse, så mange indtryk på en gang. Folk er virkelig søde og venlige. De vil gerne hjælpe en til at komme ordentlig til rette. Da vi ankom til Ha Noi lufthavn, blev vi hentede af familien vi lejer huset af. De kørte os hjem til vores hus, hvor de havde købt lidt mad ind, da næsten ingen butikker var åbne pga det kinesiske nytår. De første dage gik med at gå lidt rundt i byen, lærer den lidt at kende.
Idag har vi været ude ved børnehaven, hvor vi mødtes med alle lærinderne. Vi skulle med dem ud og se nogle templer. Det var utrolig spændende, det gav et lille indblik i hvad deres tro og traditioner bygger på. Ha, en af lærinderne fra børnehaven var sød at invitere os på frokost sammen med de andre ved et gadekøkken. Menuen stod på nudler, frit valg mellem snegle, minikrabber eller fisk… Mums siger jeg bare… hehe eller… Heldigvis fik vi selv muligheden for at vælge, jeg valgte fisken. Tror ikke jeg var kommet levende igennem snegle nudelsuppen.
Mandag startede Mia, Louise, Rasmus og jeg på Sao Mai, en specialinstitution for børn og unge med autisme, downs syndrom eller som er hjerneskadet. Vi fik en ret kaotisk start. Da vi ankom om morgenen fik vi af vide at Dr. Lan desværre ikke kunne være der, men at vi ville blive præsenteret i nogle af klasserne. Louise og jeg blev placeret i en klasse med 18 autistiske børn i alderen 2-3 år. Den første dag gik bare med at være i klassen, observere lidt og hjælpe hvor vi kunne hjælpe.
Tirsdag var næsten ligeså kaotisk som om mandagen. Dagen startede knap så godt… hehe Datteren til vores udlejer havde sørget for at en taxi skulle køre os på arbejde og hente os igen når vi havde fri. Hun fortæller ham hvor han skal kører hen. Men da vi begynder at begive os af sted, kører han en anden vej en taxaen fra mandagen. Vi viste ham et visitkort med adressen på. Men han kunne bare ikke finde vej, da vi var halvvejs ude ved lufthaven og vi genkendte stedet. Fik han besked på at vende bilen. Han måtte stoppe flere gange for at spørge om vej. Da vi endelig kommer frem til Sao Mai, nægter vi at betaler de 200.000 VVD som taxametret nu engang sagde. Han endte med at snakke med Dr. Lan, hun fik dog prisen ned til 150.000 VVD, da det var ord mod ord, hvorvidt om han havde fået den forkerte adresse af vide. Det var så vores første møde med Dr. Lan, knap så heldigt efter min mening.
Efter vores oplevelsesrige morgen med taxaen. Viste Dr. Lan den institution som hun startede allerførst. Det var en lille institution, hvor der var udviklingshæmmede børn. Der var en rigtig god atmosfære der, børnene var meget nysgerrig og åbne på hvem vi var. En af drengene vinkede mig hen til mig, der skulle jeg sidde og hjælpe ham med at lave et puslespil. Han ville helst have at det kun var ham jeg snakket med, han sendte de andre børn væk, hvis de kom hen for at snakke med mig. En anden dreng kom en og sad på skødet af mig. Der sad han så og fortalte en hel masse, som man ville ønske man kunne forstå. Jeg skulle både have kys på kinden og kram. Det var et rigtig hyggeligt lille sted.
Bagefter blev vi kørt tilbage til Sao Mai, hvor vi holdte 3 timers frokost pause. Så vi gik os en tur i lokalområdet og kiggede på et lille marked med kød og grønt. Man skal ikke være sart hernede mhs til hygiejnen, fordi det er ikke det der bliver tænkt på…
Efter vores pause blev vi fordelt i klasser, hvilket vi ingen indflydelse havde på. Jeg kom ind i samme klasse som jeg var i om mandagen.
Jeg kan mærke at der er en del jeg har svært ved at forholde mig til. Jeg skal have fundet ud af hvordan jeg bedst tackler det. Forholdene er meget anderledes end i Danmark og måden man behandler børn er en del anderledes. Jeg ved godt at jeg sidder og kigger på det med mine danske briller og de ser det ud fra deres. Det er svært at rumme nogle af de ting der foregår, og især hvordan man skal kunne forholde sig til det. Det gør det ikke nemmere at lærinderne har meget svært ved engelsk, så det er svært at spørge til hvorfor de gør som de nu en gang gør. Så det er lidt frustrerende og man ved ikke helt hvordan man skal forholde sig til sine egne følelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar